Du plejer at få et nyhedsbrev, der er fra os begge – men i dag får du et, der mest er fra mig, Jeannette. Jeg har nemlig brugt en del tid det seneste års tid på at skrive en bog. Derfor tænkte jeg, at jeg ville dele nogle af mine erfaringer med dig.
1. Hav et godt netværk
Et godt netværk er guld værd – det ved du selvfølgelig godt. For mig har det konkret betydet, at jeg igen-igen sætter pris på at have verdens bedste kompagnon, der uden at tøve sagde ”ja”, da jeg spurgte, om det var i orden, at jeg sagde ”ja” til Business Danmark forespørgsel på, om jeg ville skrive en bog om digitalt salg og markedsføring sammen med Andreas Bach-Laursen.
Det gode netværk er også familien derhjemme, der i et halvt år levede med papirer og bøger i hele stuen, hvor mit hjemmeskrivebord står.
Og så var det ikke mindst dem, der sagde ja til at stille op som cases i bogen, sagde ja til at hjælpe med at finde cases og sagde ja til at dele sine data – for slet ikke at tale om den veninde, der korrekturlæste hele manuskriptet.
2. Italesæt forskelligheder fra begyndelsen
Andreas og jeg har forskellige måder at arbejde på, fordi vi kommer med hver vores faglighed. Til vores allerførste møde, kiggede vi på hinanden og sagde ”godt så: hvad er det, du kommer til at synes er irriterende ved mig, og hvad er det, jeg kommer til at synes er irriterende ved dig?”
Jeg er sikker på, at alene det, at vi satte ord på vores forskelligheder, gjorde, at der faktisk ikke rigtig opstod nogen problemer.
3. Skriveproces er mere end at skrive
Det er en del af processen at gå rundt om sig selv i halve dage med en tekop i hånden – eller som Andreas gjorde: At sidde foran skærmen og kigge på den.
Der sker … noget.
Jeg tror ikke, at man kan springe denne del over, og det hjælper at vide, at der sker … noget.
Også selvom man ikke skriver en linje.
4. Udvikl en fælles skriveguide
Forsøg fra begyndelsen at udvikle en fælles skriveguide. Det gør korrekturgangene langt lettere.
En skriveguide kan for eksempel indeholde svar på:
- Sætter vi grammatisk komma? Med eller uden startkomma ved ledsætninger?
- Skriver vi direkte til læseren i du-form?
- Hvordan skriver vi kildehenvisninger?
- Hvordan skriver vi forkortelser? For eksempel fx eller f.eks.?
- Hvordan skriver vi procent? 14 procent? 14% eller 14 %?
- Holder vi os altid til retskrivningsordbogen? Også når det på dansk faktisk hedder keyaccountmanager og ikke Key Account Manager?
5. Find ud af, hvad du egentlig kalder det, du skriver om
Først sent i processen gik det op for os, at vi både hver især og sammen kaldte den samme ting noget forskelligt bogen igennem, for eksempel:
- Kunderejse eller købsrejse? Og er det det samme som salgstragten?
- Skriver vi email marketing? Eller E-mail Marketing? Eller E-mail markedsføring? Eller nyhedsbreve?
6. Når manuskriptet er afleveret, venter der stadig meget arbejde
Hurra! Nu er manuskriptet færdigt!
Eller – det er det faktisk ikke, for så ventede der en ret omfattende korrekturfase, som ikke kun var at rette kommaer og slåfejl.
Det var også at omskrive og slette udtryk som ”du som sælger”, ”det giver mening af” og ”være skarp på” – foruden at slette fyldord som meget”, “virkelig”, “rigtig”, “lidt”, “gerne”, “så”, “måske”, “altså”, “lige”, “bare” og “faktisk”.
Husk også at ”lave” er noget, man gør på toilettet, så hver gang vi skrev ”lave et opslag”, ”lave en strategi” eller ”lave et nyhedsbrev”, så skulle der skrives om.
7. Tag grafikeren med på råd fra begyndelsen
Hvordan skal strukturen i overskrifter og underoverskrifter være – og se ud?
Skal noget af teksten kunne sættes i bokse? Skal der være en struktur i det?
Hvordan skal illustrationer leveres bedst muligt?
Det er alt sammen spørgsmål, du med fordel kan vende med den grafiker, der skal sætte bogen op.
8. Når bogen udkommer, venter stadig meget arbejde
Hurra! Nu står kasserne med bøger endelig i garagen.
Tillykke – nu fortsætter arbejdet. Nu skal du nemlig i gang med at markedsføre bogen, så nogen opdager, at den findes, og du kan høste frugterne af det langvarige arbejde med at researche, læse op og skrive.
9. Det føles mere sejt, når det er de andre, end når det er en selv
”Er det ikke fedt?” ”Hvor er du bare sej!”
Sådan lyder de mest almindelige reaktioner, jeg har fået.
Og jo, det ér fedt.
Til gengæld føler jeg mig virkelig ikke særligt sej. Som en god netværksbekendt, der også har skrevet en bog, skrev til mig: Det føles mere sejt, når det er andre.
For ud over glæden over, at bogen nu er virkelig ud i verden, så er der også frygten for at blive vejet og fundet for lidt, for at ingen gider købe den og læse den, for at have misforstået nogle af de akademiske kilder. Og for aldrig at kunne skrive noget så stort igen.
10. Husk at fejre milepæle, for det kan være svært at vide, hvornår målet egentlig er nået
Vi skal fejre det, ja vi skal så.
Men hvornår?
- Når den mundtlige aftale er på plads?
- Når vi har underskrevet kontrakten?
- Når vi har fået godkendt de første kapitler?
- Når første version er færdig?
- Når vi er færdige med korrekturen i word?
- Når vi er færdige med korrekturen i den opsatte version?
- Når bogen udkommer (men vi ikke selv har haft den i hånden endnu)?
- Når kasserne med bøger står i garagen (men vi ikke ved helt præcist, hvilken dag de kommer)?
- Når vi endelig må sige det højt, at bogen er der?
- Når bogen står på bibliotekerne?
- Når den kommer på en pensumliste for første gang?
- Når den skal i 2. oplag? ;-)
Så derfor: Fastsæt milepæle og fejr dem.
Og så besluttede vi os for at holde en lille reception. Det var i går. Og det blev den dag, fordi den var den dag, da vi havde tid.






