“Det er svært at spå. Især om fremtiden.”
Vi kender ikke ophavsmanden (eller kvinden) til citatet, men det er ofte brugt, når man forsøger at kigge lidt frem og pege på trends, man tror på i 2023 og fremover.
Vi har nu alligevel tilladt os at pudse glaskuglen og komme med et bud på par af de trends og tendenser, som vi ser vil ramme os, der arbejder med kommunikation i de kommende år.
Det er også vigtigt at understrege, at fremtiden rammer os i forskellige tempi. Nogle trends fra 2023 er allerede “derude” hos nogen – og hos andre kommer de måske først næste år eller om flere år. Men nu får du i hvert fald nogle tendenser, vi mener, at vi som kommunikations- og markedsførings-professionelle kommer til at forholde os til i de kommende år.
DATA-ETIK:
Allerede i dag skal de største danske virksomheder i deres årsberetning forholde sig til dataetik – og det går videre end GDPR. Det handler for eksempel om, hvorvidt man bruger kunstig intelligens på en etisk forsvarlig måde. Og vi kan nok godt regne med, at der ikke bliver slækket på kravene indenfor dette område.
WEB-TILGÆNGELIGHED:
Alle jer, der arbejder i det offentlige, er allerede i gang – alle vi andre kommer også til at gå den vej. For når 30 procent af danskerne mellem 16 og 64 har varige eller midlertidige funktionsnedsættelser, der giver dem udfordringer med at navigere på vores hjemmesider, bliver vi nødt til at gøre noget ved dem. Hvordan er jeres side eksempelvis at besøge, hvis man som bruger er farveblind? Eller har svært ved at høre? Eller se? Webtilgængelighed er vigtig.
DIVERSIETET OG INKLUSION:
Læste du om webtilgængelighed ovenfor? Det handler jo om inklusion. At vi kommunikerer på en måde, der ikke ekskluderer mennesker med funktionsnedsættelser.
Men inklusion og diversitet handler om meget mere end webtilgængelighed. Det handler også om i sit sprogbrug at anerkende diversitet og være inkluderede – ikke kun i forhold til køn.
Det er noget af det, der virkelig kan sætte sindene i kog. Tænk “kageperson” eksempelvis. Men når verden udvikler sig, bør sproget følge med – og derfor skal diversitet og inklusion på dagsordenen også i kommunikationsafdelingerne.
EMPATI:
Hvordan kan vi være empatiske i vores kommunikation og markedsføring? Hos det engelske stormagasin Fortnum & Mason kan man for eksempel fravælge mails, der handler om fars dag og mors dag – så man ikke bliver unødigt ked af det, hvis de dage rammer svære følelser i en.
ER HAM HER DIN NÆSTE KOLLEGA – ELLER CHEF?
Og så er der jo altså også det med, at “de unge” kommer ud på arbejdsmarkedet lige om lidt. Og er du 20, er du vant til at være online – hele tiden. Unge har digitale relationer med både kammeraterne fra skolen og mennesker fra hele verden. De skriver og taler på samme tid. Mange af dem skifter ubesværet mellem engelsk og dansk – og stiller nye krav til deres kolleger, arbejdspladser og medarbejdere, når de bliver chefer. Læs eksempelvis denne fine artikel fra Berlingske om, hvordan vi ikke skal undervurdere de dygtige unge mennesker, der lige om lidt bliver vores chefer.
På billedet er det Jeannettes yngste søn.
Udover de nævnte trends i 2023 vil der helt sikkert være en masse andet, som vi skal lære. Vi skal i meget højere grad kommunikere transparent og ærligt om bæredygtighed, vi skal lære “coorporate influencere” at kende, vi skal forholde os til nye regler og nye fortolkninger af gamle regler – og så skal vi helt sikkert også forholde os til nye platforme, nye medier, nye formater og alt muligt andet. Jeps – vi kan ikke tillade os at bruge “vi plejer”, for vores fag udvikler sig (og heldigvis for det!).
Fik du læst: Derfor må du ikke bare skrive ”bæredygtig” (og sådan gør du i stedet)