Detailhandelen har det svært.
De lokale butikker trues af handel på nettet.
Kunderne er troløse – det handler kun om pris.
3 påstande, som du hører virkeligt tit – og jeg er sikker på, at de i mange tilfælde er sande.
Men der er en anden historie, og nu deler jeg den med dig.
Forleden kørte jeg hjemmefra Egebjerg til Hedensted, fordi der er en helt bestemt modetøjs-butik, jeg ville handle i.
Jeg har gennem længere tid fulgt butikken, Lifestyle Hedensted, – og især dens indehaver Susanne Andersen – på det sociale medie instagram. Jeg husker ikke, hvordan jeg faldt over butikken, men jeg begyndte af ”følge den” (det svarer til at ”synes godt om” en side på facebook), fordi jeg syntes godt om den personlige og menneskelige tone, de fine men alligevel dagligdags billeder og inspirationen i at se tøj stylet på forskellige måder.
De seneste måneder har jeg derfor glædet mig over en lind strøm af skønne opdateringer, hvor Susanne med sig selv som model viser butikkens tøj og tydeligvis er fotograferet uden for butikken eller hjemme.
Indimellem kommer også et mere personligt vinklet opslag. Fra bryllupsdagen med manden eller glæden over trods corona-nedlukning at nå de økonomiske mål.
Vil man handle online, kan man skrive en besked (ligesom at skrive på messenger på facebook) og købe ad den vej. Nogle gange er der følgere, der spørger til, om der dog ikke er en webshop? Men det er der ikke. Og så vidt jeg kan se på Susannes svar, er der heller ikke planer om det.
Hvor vil jeg hen med ovennævnte fortælling:
Jo, jeg er ikke fra Hedensted. Men jeg sætter mig alligevel i bilen og kører derud, fordi en butik gennem længere tid er lykkedes med skabe en form for relation til mig.
Vel at mærke på en gratis platform og uden, det koster andet end arbejdstid. Jeg ved, at det også er en reel omkostning, for det tager lang tid at sammensætte tøj, tage billeder, uploade dem, skrive teksterne til dem – og derefter svare på alle beskeder og tage mod betaling og pakke og sende tøjet. (Men altså hey, hvis man hænger med en vist legemsdel i vandskorpen og ikke har nok kunder i sin butik, kunne man jo bruge nogle af timerne på at brande sig selv på nettet.)
Jeg handler ikke ret gerne på nettet.
Men jeg vil meget gerne inspireres på nettet.
Og her blev jeg så inspireret, at jeg valgte at bruge en formiddag på at køre til en anden by for at komme i én specifik butik for at købe en sommerkjole.
Købte jeg noget?
Nej, for jeg var ikke den eneste, der havde fået ideen – og jeg er en krævende kunde, der helst ekspederes af Susanne, som jeg jo synes, jeg ”kender”. Hun havde selvsagt travlt bag disken.
Så jeg kiggede lidt rundt – og besluttede mig til at komme forbi en hverdag i stedet (og så kan du tænke, at den her en klumme er en ”gratis” omgang for mig – men jeg kommer helt sikkert til at købe en del af min sommergarderobe i den butik).
Læringen?
Skab relationer til dine potentielle kunder ved at bruge dig selv i din markedsføring og producér meget mere indhold, end du umiddelbart tror, folk gider at se.
For når indholdet har høj nok kvalitet, gider vi se rigtig meget.
Susanne lægger 2-5 opslag op hver aften – og jeg glæder mig til at se dem.
(Dette indlæg har været bragt i Horsens Folkeblad 25. juni 2020)
