En strategi svarer på “hvorfra og hvortil”.
Svaret på “hvordan” er taktisk og operationelt.
Det lyder jo superenkelt, når vi beskriver det på den måde, ikk’?
Når vi alligevel gør et nummer ud af det både her på bloggen, når vi faciliterer workshops og underviser, og når vi hjælper vores kunder med deres strategier, er det fordi, vi oplever, at der er virkelig mange forståelser af, hvad ordet “strategi” betyder.
Vil du have en defintion funderet i forskning*, så holder vi af denne:
“A strategy provides a description of an organization’s positioning for the future, focusing on what should be done rather than how it should be done. Strategies ensures the best possible fit between an organization and its environment. They combine both plans for the future and patterns from the past.”
I en god strategi kender man altså sig selv og sin omverden, som den er nu. Og man har sat et klart mål for i hvilken retning, man gerne vil bevæge sig.
Men man har IKKE besluttet sig for, hvordan man kommer fra nutiden til fremtiden.
Der er forskel på en strategi og en handlingsplan
Ofte ser vi, at folk siger “strategi” og i virkeligheden mener “handlingsplan”. Og vi ser også rigtig ofte, at folk har lyst til at hoppe direkte til noget taktisk og operationelt (det har vi også tit selv).
Det afslører sig i spørgsmål som:
Hvilke kompetencer og færdigheder skal være til stede for at arbejde med digital strategi?
Det kan vi ikke vide, før vi har analyseret situationen og fundet ud af, hvad din vision og mission er (eller dit why/formål/purpose – eller formuleret din kernefortælling).
Synes I, vi skal satse på LinkedIn eller nyhedsbreve?
Det kan vi ikke vide, før vi ved, hvem I er, hvem jeres persona eller målgruppe er, og hvad I gerne vil opnå. Vi kunne også med fordel se på jeres kunderejse.
Hvordan kommunikerer vi bedst?
Hvis du har læst de to foregående spørgsmål, kender du godt vores svar på det 😉
Der er ikke stor forskel på en digital strategi og andre strategier
Vi oplever ofte, at der er en opfattelse af, at en digital strategi er noget helt andet end en mere generel strategi.
Det, der gør en digital strategi digital, er svarene på de strategiske spørgsmål. Derudover vil en digital strategi ofte være mere cirkulær eller agil )det bør alle strategier efter vores mening dog være i dag).
Værktøjer og kompetencer er taktiske og operationelle
Fra vores eget lille hjørne af verden har vi i adskillige år sigtet mod at arbejde så digitalt som muligt.
Så vi bogfører selvfølgelig digitalt og gemmer bilagene digitalt. Vi elsker vores notesbøger, men tager flere og flere digitale notater. Vi holder mange møder digitalt. Vi markedsfører os primært digitalt. Vi har nyligt indkøbt VR-briller (og glæder os til at lege med dem i metaverse) og har selvfølgelig meldt os til det første kursus i at bruge AI (Artificial Intelligence).
Men da vi tog en strategisk beslutning om at arbejde primært digitalt, vidste vi jo ikke, at der ville kommet noget, der hed VR-briller, metaverse og AI.
Og det skulle vi heller ikke i en strategi. For det er VR-briller og AI er værktøjer, som er taktiske og operationelle.