3

Jeg er ikke ordblind, men fynbo.

Det ka vær en svær opgav og større u’fordring at skrive grammatisk korrekt.

Det kenner jeg alt te’.

I min barndom ble jeg sendt til specialundervisning, fordi jeg hage vansk’ligheder mæ både at læse å skrive. Min dansklære var overbevist om, at jeg var ordblind. Men det ble hurtigt klart for det trænede øje, at jeg bestemt ik var ordblind – jeg var bar fynbo.

Ja, så tænker du sikkert; hva har det med stav- og læsvanskeligheder å gør’?

De’ så simpelt – Jeg har næmli altid fået af vie, at man staver ordene, sådan som man siger dem – ja, og der hage vi så fadæsen.

Dem, som selv er fynboer eller kenner en fynbo, ve’ at vi snapper endelsern’ af ordene, når vi taler. Vi har vores helt egen u’tagelse af mange ord, som for eksempel ævlekage (æblekage) og den evige diskussion med ikke-fynboer om, hvordan man u’taler brånsviger – og nej, det u’tales ikke som farven brun.

Når ja og så eksister mange nutids-og flertalsendelser ik på fynsk.

Jeg staved’ alle ord, som jeg sage dem, men med den karakteristiske fynske dialekt:

Hjerte blev til hjarte,

Hjerne til hjarne

Skal blev til ska

Hvad blev til hva

Bliver blev til blir

Og så’n ka jeg fortsæt’ i det uen’lige.

IMG_0605

”Hun er ikke ordblind, men fynbo”

Da min mor og klasselære dengang ble præsentert med ”hun er ikke ordblind, men fynbo”, var det vist meget svært for bå’e min mor og lærerinde at holle masken. Begge hage godt bemærket min meget fynske dialekt, men de hage nok ikke regn’t mæ, det var grun’en til min’ vansklihe’er.

Selv op i de større klasser ku mine venner og lære ikke altid lage være med at grine sødt af mig, når jeg sku læs’ op i timern. Jeg kom ofte med mine fine u’talelser af kvind’, ring, hjerne og så vie’ere.

Ved både kvinde og ringe utaler jeg dem den dag i dag med et meget tyeligt i, hvor andre utaler det med et e/æ. Hjerne, hjerte og alle hje-ord har jeg dog lært at u’tale rigtigt, men jeg ska virk’lig husk mig sæl på det. Ofte faller jeg i den fynske fælle, og så blir det retti sjovt, for dem jeg føre en samtale mæ.

Så man må si’, at det var lidt op af bakke for den purunge fynbo, der så gerne ve skrive og læs’ som de ander i klassen.

Det har tagt mig mange år med en masse læsning og et hav af skriftlige opgaver, at nå til det ste, jeg er nu. Jeg har stadig nole grammatiske vanskli’heder. Men jeg sørger for hele tiden at tænke på ikke at skrive, som jeg taler, men som jeg ve’ at ordene ska staves. Når jeg skriver, ska jeg fx stadig tage mig selv i at huske at bruge nutids r og flertals e, for jeg vil så gerne ha, de ikke er der.

Ve’ du, hva jeg mener?

Hvis du har stået i samme situation eller kenner nole der har, må du da meget gerne fortælle, hvordan det var for dig, og hvad du gjor’ og gør for at kom’ det til livs.

Du er ette alene med din dialekt.

– Camilla Eberhardt Juel Jensby

Camilla

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *