...

Sådan overvinder du din skriveblokade

Skrevet af Jeannette Refstrup

Du sætter dig ved tastaturet med en kop friskbrygget, dampende varm kaffe, klar til at skrive et fænomenalt blogindlæg, Facebookopslag, kampagnetekst eller hvad du nu ellers skal skrive. Det eneste problem er bare, at din hjerne tilsyneladende er gået i stå. Din inspiration har forladt bygningen, og du kan knap nok sammenfatte to ord. Du har skriveblokade.

Skriveblokade er ikke kun i dit hoved – det er faktisk et velkendt fænomen, som alle, der skriver bare en smule, kender til. Og det er i særdeleshed et problem, vi kender hos StrupStrup@, hvor vi skriver rigtig meget.

Men der er faktisk gode tips, der hjælper dig med at overkomme skriveblokade. Og vi vil selvfølgelig gerne dele vores bedste tricks til, hvordan du kan overvinde skriveblokaden, når den rammer – se også bonus-tippet nederst i blogindlæg, der lærer dig om skrivningens faser.

5 gode råd mod skriveblokade

  • Gå en tur

”If I could not walk far and fast, I think I should just explode.”

Citatet er fra forfatteren Charles Dickens (ham med A Christmas Carol, Oliver Twist og Great Expectations). For ham var det essentielt at gå lange ture dagligt – ellers kunne han ikke skrive.

En gåtur giver luft til hovedet, tankerne kan strømme frit, og du kommer væk fra computeren og dermed din skriveblokade.

Det behøver ikke være en 10 kilometer lang gåtur. En lille gåtur rundt om kontorbygningen eller en tur til den nærmeste café efter en kop kaffe kan også gøre det. Du vil blive overrasket over, hvad selv en smule frisk luft kan gøre for inspirationen.

  • Læs, læs, læs…

”Read, read, read. Read everything – trash, classics, good and bad, and see how they do it. Just like a carpenter who works as an apprentice and studies the master. Read! You’ll absorb it. Then write. If it’s good, you’ll find out. If it’s not, throw it out the window.” – William Faulkner

Hvis du vil blive bedre til at skrive, må du også læse. Både forfattere og journalister læser, læser, læser. Og så læser de lidt mere. De ved nemlig, at det gør dem skarpere, når de selv skal skrive.

“Can I be blunt on this subject? If you don’t have time to read, you don’t have the time (or the tools) to write. Simple as that.” – Stephen King

Når du styrketræner, gør du dine muskler stærkere. Når du skriver, gør du din skrivemuskel stærkere. For hvert ord du skriver, bliver din muskel lidt stærkere. Når du læser, styrker du den samme muskel. Og jo stærkere din skrivemuskel er, jo mindre er risikoen for at få skriveblokade. Så styrketræn musklen!

“One can only write as good as one reads.” – Dan Kurland

  • Bliv ved med at skrive

Det kan virke som et irriterende råd. Du skal bare blive ved med at skrive, når du tydeligvis ikke kan. Men nogle gange har du ganske enkelt bare ikke tid til at gå en tur eller læse Shakespeare’s samlede værker. Nogle gange er der en pressende deadline, som er fløjtende ligeglad med, at du har skriveblokade. Og så må du bare arbejde dig igennem skriveblokaden – ved at skrive.

Du kan ikke regne med, at inspiration bare kommer dumpende ned fra himlen som Dannebrog. Størstedelen af tiden skal du arbejde for at få inspiration. Som Elizabeth Gilbert skriver det i Big Magic:

“Work with all your heart, because –  I promise – if you show up for your work day after day after day after day, you just might get lucky enough some random morning to burst right into bloom.”

  • Find en rutine

Vidste du, at Stephen King hver eneste morgen mellem 8 og 8.30 sætter sig ved sit skrivebord med en kop te, sætter musik på, tager sin vitaminpille, og så skriver han. Det har han gjort i mange år og har skrevet mere end 50 bøger med den rutine.

Hvis du har en rutine med at skrive, bliver du også bedre til det, og det bliver en naturlig del af din dag. Mange løber eksempelvis på bestemte dage og på bestemte tider – uden egentlig at tænke over, de gør det. Det har de bare gjort de sidste ti år. Det samme gælder at skrive. Find en rutine, der fungerer for dig. Måske er det at brygge en kop kaffe, sætte klassisk musik på og så skrive. Måske er det at sidde et bestemt sted i lokalet. Måske skal du slå ti vejrmøller, inden du kan skrive…. Find din egen rutine.

  • Lad være med at overtænke det

Perfektionisme og frygt for at begå fejl er to af de ting, der ofte er skyld i skriveblokade.

” Basically, your fear is like a mall cop who thinks he’s a Navy SEAL: He hasn’t slept in days, he’s all hopped up on Red Bull, and he’s liable to shoot at his own shadow in an absurd effort to keep everyone ’safe’.” – Elizabeth Gilbert, Big Magic

Måske vil du gerne leve op til dit seneste blogindlæg eller Facebookopdatering. Måske er du bange for at skrive noget dårligt. Måske er teksten så vigtigt, at du nærmest er paralyseret af skræk for at gøre noget forkert.

Du vil gerne gøre teksten så god, at det faktisk bliver din stopklods. At overtænke og overanalysere tekster fører sjældent noget godt med sig. Det lammer din kreativitet. Så prøv at lad være med at overtænke, hvad det er, du skriver og bare skriv. Skriv dit hjerte ud, og skriv alt, hvad der falder dig ind. Du kan altid redigere i teksten bagefter – undgå at gøre det undervejs, da det ødelægger den kreative proces.

”It seems to me that the less I fight my fear, the less it fights back. If I can relax, fear relaxes too.” – Elizabeth Gilbert, Big Magic.

BONUS-TIP:

Måske er du ramt af skriveblokade, fordi du blander skriveprocessens faser sammen? Så måske kan det hjælpe dig at kende dem, så du kan adskille dem:

  1. Idé-fasen – Før du kan skrive noget, er du nødt til at få en idé til, hvad du kan og skal skrive. Ideer kan fås på mange måder. Du kan gå dig til dem. Læse dig til dem. Skrive dig til dig (men så proces-skriver du, frem for at forsøge at produkt-skrive). Bage dig til dem. Snakke dig til dem. Der findes selvfølgelig også et utal af metoder til idégenerering (men det er et andet blogindlæg).
  2. Indsamling af stof – I denne fase indsamler du det materiale, du skal bruge for at føre din idé ud i livet. Måske googler du. Måske foretager du et interview. Måske mind-mapper du.
  3. Disponering af idé og stof – Nu er tiden kommet til at beslutte dig til, hvordan stoffet til ideen skal disponeres. Du vælger måske en vinkel. Du beslutter dig for, om stoffet skal disponeres efter en bestemt skrivemodel og meget andet.
  4. Skrivning – Først nu er tiden kommet til at skrive. Når du skriver, skal du bare skrive løs og lukke ørerne for den indre kritiker. Den har du ikke brug for nu. Du har brug for flow.
  5. Redigering – Skrivningens sidste fase er redigering, og nu må du gerne give kritikeren taletid. Vi bruger ofte næsten lige så lang tid på at redigere, som vi bruger på at skrive.

Blander du faserne sammen? Så har du måske ikke skriveblokering. Måske har du bare ikke gjort forarbejdet godt nok, eller du er begyndt at redigere, før du er klar til det.

Fik du læst: 3 skrivetips, der redder dig fra flygtende læsere.

Skal dine tekster være 100 % bedre?

Når du klikker “tilmeld mig” siger du samtidig ja til at modtage digital markedsføring fra os. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage. Læs mere i vores privatlivspolitik her.

* skal udfyldes

Måske kan du også lide …

Skal dine tekster være 100 % bedre?


Få 3 siders tjekliste med 16 punkter + strategiske overvejelser samt huskeregler og kæpheste.

Din tjekliste er på vej, kig i din indbakke.