Med en fast kommunikationsrådgiver som en del af hverdagen har Sdr. Feldings Efterskole fået både strategisk retning, bedre koordinering og en samarbejdspartner, der hjælper med at få mere ud af skolens ressourcer.
På Sdr. Feldings Efterskole har faglighed altid været en selvfølge. Lærerne er blevet specialiseret inden for ordblindhed. Medarbejdere er blevet efteruddannet. Køkkenet er blevet professionaliseret. For når noget er vigtigt, skal det løses af mennesker, der ved, hvad de laver.
Men ét område blev i mange år løst lidt mere efter behov. Kommunikation.
Da Asbjørn Lyby overtog ledelsen af Sdr. Feldings Efterskole i 2009, var skolen stadig ung. I dag er den en veletableret efterskole for unge med ordblindhed. Men selvom der blev lavet opslag til sociale medier, opdateret hjemmeside og samarbejdet med forskellige bureauer undervejs, manglede kommunikationen en fælles retning.
”Vi forsøgte at etablere noget internt. Hvem havde tid og lyst til opgaven?” fortæller forstanderen.
Krav til nye kompetencer
Samtidig begyndte konkurrencen om eleverne at vokse, og kravene til synlighed steg.
”Og lærerne er jo ansat til eleverne og ikke til at køre markedsføring for os.”
Selvfølgelig kan engagerede medarbejdere hjælpe til. Selvfølgelig kan man løse meget internt.
Men på et tidspunkt er engagement ikke helt nok, og nye kompetencer er nødvendige.
”Det andet bliver lidt for meget hjemmestrik,” siger han med et lidt skævt grin.
”Det er bedst, når det er fagfolk, som ved, hvad de har med at gøre. Og jeg havde brug for en, der kunne hjælpe os med at få retning på kommunikationen og lave en kommunikationsstrategi,” siger Asbjørn Lyby.
Det blev begyndelsen på samarbejdet med Jeannette Refstrup og StrupStrup.
Mere end opslag og annoncer
Det årelange samarbejde begyndte med analyse og strategi.
”Jeannette var rundt i organisationen for at blive klogere på nogle af de væsentlige spørgsmål. Hvem er vi? Hvad gør os særlige? Hvilke historier skal vi fortælle? Det fik hun samlet i en strategi.”
Strategien sikrer, at hjemmeside, sociale medier, annoncering, presseindsatser og øvrig kommunikation arbejder i samme retning, og når retningen er tydelig, bliver det også lettere at prioritere i hverdagen. Siden er samarbejdet vokset til at omfatte både strategisk rådgivning, hjemmeside, synlighed, samarbejde med bureauer, fondsansøgninger og løbende sparring.
Blik for helheden
Og for Asbjørn ligger værdien også et andet sted end i enkelte opslag eller kampagner.
Den ligger i overblikket. I at have en person, der både kan se helheden, handle og tage ansvar for at tingene hænger sammen. Det sparer tid og reducerer fejl.
Når man har en erfaren rådgiver med ved bordet, bliver det lettere at prioritere de rigtige indsatser, udfordre dårlige løsninger og koordinere samarbejdet med eksterne leverandører.
”Hun har systematiseret vores kommunikation og fagliggjort den. Vi har fået en fælles platform, og det er første gang, jeg for alvor har haft den fornemmelse. Samtidig har hun i nogen grad selv hentet en del af investeringen hjem ved at hjælpe os med at træffe bedre beslutninger og bruge vores ressourcer rigtigt.
En samarbejdspartner – ikke bare en leverandør
Når Asbjørn ser tilbage på samarbejdet, handler det derfor ikke om enkelte aktiviteter. Det handler om at have fået en faglig sparringspartner, som forstår både kommunikation og skolens virkelighed og som handler inden for den retning, der er besluttet.
Omtrent en gang om ugen kører Jeannette til Sdr. Feldings Efterskole, finder en plads på lærerværelset og slår sin Mac op.
”Det stærke ved samarbejdet er, at Jeannette kender os. Hun ved, hvad der rører sig, hun hører, hvad der bliver talt om, og hun opsnapper ting på lærerværelset, som ikke altid når ind på ledelseskontoret. Det gør hende til en stærkere sparringspartner.”
Den indsigt er svær at opnå på Teams-møder eller korte telefonopkald, og man skal ikke begynde forfra ved hvert møde eller bruge tid på at forklare sammenhænge og baggrund.
”Som ekstern rådgiver er hun ikke ansat hos os, men hun er gledet ind som en del af holdet. Hun kommer fast, kender organisationen, historikken og ambitionerne, og det gør en kæmpe forskel i hverdagen,” slår forstanderen fast.
En klar anbefaling
Spørger man Asbjørn, hvem han ville anbefale et samarbejde med Jeannette til, kommer svaret hurtigt.
”Dybest set alle i de kredse, jeg kommer i.”
Han nævner blandt andet efterskoler, højskoler og andre kostskoler.
”Hendes fornemmelse for, hvordan vores verden fungerer, betyder meget. Hun kender den, og hun ved, hvad det drejer sig om.”
Konklusionen er han ikke i tvivl om:
”Der ligger en meget klar anbefaling fra min side.”






