...

Vil du med ind i epicentret af din kommunikation?

Skrevet af Jeannette Refstrup

En god kernefortælling giver ikke kun kommunikationen tyngde. Kernefortællingen kommunikerer hvem I er.

Er kernefortællingen bare endnu et formløst buzzbegreb, der forsøger at lyde vigtigere, end det er?

Nej. Den er alt andet end overfladisk. Den er det livgivende frø, det hele er bygget op omkring. Det er ikke noget, I skaber. Den er der allerede og danner basis for både jeres eksistens og fremtidige kurs.

Fidusen, som du lærer i dag, er at bruge den aktivt i jeres kommunikation. Det løfter nemlig ikke bare jeres kommunikation til skyerne, men sparer dig også for tid og besvær i arbejdet med den.

Er du klar til at blive klogere på kernefortællingen?

Hvad er en kernefortælling?
En kernefortælling er både de overordnede linjer og de små, konkrete detaljer i jeres historie. Det er den nette (eller svimlende?) sum af jeres historie, kultur og kundskaber.

Kernefortællingen kommunikerer hvem I er og forklarer f.eks.:

  • hvad I laver
  • hvorfor I eksisterer
  • hvad I står for
  • hvordan I hjælper jeres kunder
  • hvad der er helt særligt for lige netop jer.

Essensen af en god kernefortælling optræder f.eks. på omsiden og i hvem er vi-snippen i et stillingsopslag.

Nåårh, altså en klichéindfedtet masse af kontorord?

Nej! Vi sagde en god kernefortælling. En kernefortælling, der faktisk beskriver, hvem I er, og hvordan I helt konkret skiller jer ud. Det gør I ikke med termer som unik, bæredygtig, ambitiøs, professionel og visionær.

Det gør I med en fortælling, der helt konkret forklarer, hvad I er skabt af. Det er ikke bare en omtekst. Det er grundtonen i al jeres kommunikation.

Derfor skal I have en kernefortælling
Kernefortællingen er en superlim, der minder jer om jeres fælles fundament. Det er sådan, vi gør det her. Men det viser også et velkomponeret billede af jer udadtil, når I bruger det aktivt i jeres kommunikation.

Kernefortællingen tiltrækker de mennesker, der genkender sig selv i – og har lyst til at være en del af – jeres fortælling, hvad end det er kunder, medlemmer eller nye talenter til medarbejderteamet.

Og det bedste? Det er en investering. Når I har styr på kernefortællingen, behøver I hverken at opfinde fra bunden eller låne fra andre. Jeres budskab står stærkere, og det er hurtigere og nemmere at kommunikere.

Udbyttet ved kernefortællingen er altså, at den:

  • skaber bevidsthed om jeres fælles fundament
  • sætter en skarp kurs
  • giver et ensartet udtryk
  • styrker budskabet i jeres kommunikation
  • tiltrækker de rigtige mennesker
  • viser, hvordan I skiller jer ud
  • gør det nemmere og hurtigere at kommunikere godt.

Nok snak. Lad os komme i gang med at finde den kernefortælling.

1. Tal med folk
Trods sit navn er kernefortællingen ikke et værk, du digter. Den findes allerede, og for at finde den skal du op af stolen og ud at tale med dine kolleger.

Spørg dem f.eks.:

  • hvordan det er at arbejde hos jer
  • hvad der er særligt hos jer – traditioner, talemåder og skøre historier
  • hvorfor det gør en forskel, om I eksisterer
  • hvordan I adskiller jer fra jeres konkurrenter
  • hvad I er kendte for.

2. Skriv – og vær konkret:
Når du har samlet viden, sætter du det sammen til en fortælling. Prøv at forklare med konkrete eksempler, så du undgår de luftige klichéer, som alle andre også lirer af. 

Det er skønt, der er højt til loftet og fokus på medarbejdertrivsel, men forsøg at finde jeres egen vinkel på det. Hvordan mærker I, at der er højt til loftet? Hvordan kommer trivslen til udtryk? Fortæl dén historie.

Har I en skør intern ting, så bring den i spil. Giver I hinanden indianernavne? Har I jeres hunde med på arbejde? Hylder I ugens forbier (eller modet til at begå fejl)? Brug det. I sig selv er det underordnet, men det fortæller så meget om jer og kulturen hos jer.

3. Afprøv fortællingen
Lad dine kolleger læse den foreløbige kernefortælling. Genkender de jer i den? Vækker den endnu bedre eksempler i dem? Tag imod deres sparring, og ret fortællingen til.

4. Brug det, brug det, brug det
Nu er kunsten at bruge kernefortællingen aktivt. Og med aktivt mener vi ikke at smække den ind på omsiden med et selvtilfredst ”Så!” eller copy-paste de enkelte formuleringer, til de hænger i laser.

Gør den til udgangspunkt i jeres kommunikation. Stil ind på kernefortællingen, og skriv eller tal ud fra den, så kommunikationen får endnu mere retning, råstyrke og substans. 

Endnu mere essens af jer.

Og med de ord vil vi give dig arbejdsro.

God fornøjelse med at finde jeres helt egen kernefortælling.

Har du brug for hjælp til jeres kernefortællingen, så grib ud efter os her.

Fik du læst: Vores bud på analyse-værktøjer til kernefortællingen>>

Skal dine tekster være 100 % bedre?

Når du klikker “tilmeld mig” siger du samtidig ja til at modtage digital markedsføring fra os. Du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage. Læs mere i vores privatlivspolitik her.

* skal udfyldes

Måske kan du også lide …

Hvad er en strategi?

Hvad er en strategi?

En strategi svarer på "hvorfra og hvortil".Svaret på "hvordan" er taktisk og operationelt. Det lyder jo superenkelt, når vi beskriver det...

Hvad er Employer Branding?

Hvad er Employer Branding?

Employer Branding betyder, at du arbejder med at skabe et stærkt brand, som nuværende eller potentielle medarbejdere finder så attraktivt,...

Hvad er Employee Advocacy?

Hvad er Employee Advocacy?

Employee Advocacy betyder, at medarbejderne virker som ambassadører for virksomheden ved for eksempel at tale pænt om den ude i byen eller...

Skal dine tekster være 100 % bedre?


Få 3 siders tjekliste med 16 punkter + strategiske overvejelser samt huskeregler og kæpheste.

Din tjekliste er på vej, kig i din indbakke.